Mit marathon

Mit marathon                                                                         Happiness

Søndag den 24. maj var en stor dag i mit liv. Jeg deltog nemlig i Copenhagen Marathon sammen med fantastisk mange andre mennesker.

Jeg tror, mange tænker: ”Hvordan kunne hun det?”, og det har de helt ret i at tænke, for jeg kan jo ikke løbe. Men der er sket det, at jeg har fået lov til at være en del af Team Tvilling, og det er jeg helt vildt glad for.

Team Tvilling er startet af brødrene Steen, Peder og Michael Mondrup. De to første blev kendte, da de opnåede at gennemføre en Ironman i august 2014. Det skal siges, at Steen hjalp sin bror Peder igennem hele distancen, for Peder er nemlig spastisk lammet som jeg. Hele tiden var det deres mål, at andre mennesker med handicap skulle kunne udfordre sig selv sammen med ikke handicappede i mange forskellige sportsgrene. Steen og Peder mener, at vi skal kunne dyrke sport selvom vi er begrænset af vores spasticitet, men hvis gode ildsjæle som de frivillige i Team Tvilling vil løbe for os, så kan vi også deltage på vores måde.

Jeg synes, at Team Tvilling har fat i noget helt specielt. De samler handicappede og helt almindelige mennesker i et fællesskab som jeg kun har mødt hos Family Hope Center. De andre i Danmark har ikke samme skønne glæde, og de husker, at vi er mennesker og ikke kun vores handicap. Team Tvilling har som mål at få så mange som muligt sammen i sporten, og det er så berigende, for vi mødes med andre på næsten lige fod.

Jeg er blevet set som Lærke, og ikke som hende spastikeren man ikke ved, om hun forstår noget. De ved godt, at selvom jeg hænger i bremsen, så har jeg stadig min gode forstand.

Noget som folk skal vide er, at når vi sidder i vognen, så kan det se ud, som om det er skide nemt som handicappet at komme rundt på sådan en marathon. Men det er helt forkert. Grunden til dette er, at vi jo har svært ved bare at sidde op og balancere i raceren, selvom vi er bundet med rem om bryst, hofte og fødder. Det kan også være noget af en opgave bare at holde fokus og koncentration, når man har det svært i larm og lyde fra mange mennesker. Noget som I andre ikke opdager, men som gør det svært for mig at kunne holde øjenkontakt og svare, hvis jeg bliver spurgt om noget.

Jeg var så heldig at møde en super sød løber gennem Team Tvilling. Det var Lonnie Jensen. Hun kan løbe stærkt og er rigtig god til at snakke med mig, selvom vi ikke kendte hinanden, før vi mødte hinanden til søndagstræning i Lyngby. Vi fik besøg af Lonnie før Copenhagen Marathon, og det var rigtig godt, for det drejer sig om, at løber og den der sidder i raceren er trygge ved hinanden. Jeg tror Lonnie blev tryg den dag, i hvert fald så havde hun mod på at løbe de mange kilometer for mig. Hun ved nu at hjerneskadede kan forstå det sagte, og selvom jeg har svært ved at tale, så klarede vi alligevel turen sammen.

Turen igennem Københavns gader var vanvittig sjov. Jeg havde grineflip næsten hele tiden – kun til sidst var kræfterne brugt, og jeg endte med at sove over målstregen. Måske jeg næste gang skal sørge for at gå tidligere i seng og sove længere end til klokken 5 dagen før et løb.

Jeg er meget stolt af min medalje, og over at jeg kunne holde til at sidde så længe i min lånte racer.

Tusind tak til Team Tvilling og søde Lonnie for en helt fantastisk oplevelse.

www.teamtvilling.dk